O, du forunderligt trofaste Gud!
O, du forunderligt trofaste Gud, nåde du endnu med mig holder ud. Jeg, som i hjertet det gode nok vil, men i at gøre det aldrig slår til. Jesus, du netop for syndere kom, alt i dit Ord mig fortæller derom. Når jeg er nedtrykt, mismodig og svag, nåde du giver mig dag efter dag. Tit ad en anden vej foden vil gå, synden mig fristed’, ej selv jeg det så. Da – som for Peter – du beder for mig, at ikke troen jeg mister på dig. Ofte vil djævelen bilde mig ind, at jeg i synden kan leve som din, Ordet da atter mig siger så klart, uopgjort synd himlens arveret ta’r. Ikke i egen kraft himlen jeg …
