Mon tro om ikke mange av dem som leser dette må svare bekreftende på spørsmålet ovenfor. Jeg må i hvert fall innrømme at travelheten ofte har vært en meget stor fare i mitt liv.
Jeg tenker ofte på en bok som jeg leste første gang for vel 25 år siden. Boken, som har tittelen «Han begyndte igen», har et avsnitt under overskriften «I stilhed hos Mesteren», der forfatteren forteller om hvordan han en gang møtte en meget travelt opptatt venn:
«I løbet af de få minutter, vi talte sammen, så han flere gange på uret, og skønt det var frost, var det som om fortovet brændte under hans fødder. Det var ikke fordi han ikke syntes om mit selskab. Han havde bare så forfærdeligt travlt. Hver time på dagen var optaget, og flere uger frem i tiden var programmet fastlagt. Og på hans ansigtsudtryk kunne jeg læse, at han ikke blot var bekymret for arbejdet i dag, men også for de kommende dages. Under samtalen lod han en bemærkning falde, som bed sig fast i mig og gjorde mig ondt. Han sagde: ’Jeg går omkring med en samvittighed, som er kronisk syg, fordi jeg langt fra når det, jeg skulle nå. Min familie får ikke den tid, den burde have, og jeg overkommer ikke alle de samtaler og besøg, jeg burde nå’».
Forfatteren skrev videre:
«Det er vel overflødig at sige, at det var en kollega, som jeg talte med, en arbejder i Guds rige».
Med bakgrunn i dette vil jeg gjerne minne om to utsagn av Jesus. De er begge meget aktuelle med tanke på tilstanden her i verden i den siste tid, før Jesus kommer til syne på himmelens skyer. Det første lyder slik:
«Mange skal da falle fra, og de skal angi hverandre og hate hverandre. Mange falske profeter skal stå fram, og de skal forføre mange. Og fordi lovløsheten tar overhånd, skal kjærligheten bli kald hos de fleste. Men den som holder ut til enden, han skal bli frelst» (Mat 24:10-13).
I det andre heter det:
«Men ta dere i vare, så ikke deres hjerte tynges av rus og svir og timelige bekymringer, så den dagen skulle komme uventet over dere som en snare. For den skal komme over alle dem som bor over hele jorden. Men våk hver tid og stund, og be at dere må bli aktet verdige til å unnfly alt dette som skal komme, og til å bli stående for Menneskesønnen» (Luk 21:34-36).
Vi har i sannhet grunn til å søke stillhet hos Jesus i lønnkammeret. Dessuten må vi oppmuntre hverandre til å samles til bønn for oss selv og andre. Vi må huske hva som står på et oppheng som i hvert fall tidligere hang i mange kristne hjem: «Det er himmelen det gjelder».
For troens mål er sjelens frelse (1Pet 1:9).